VEDTÆGTER

FOR FORENINGEN KARLSLUNDE ESPORT

Vedtægter for Foreningen Karlslunde Esport

§ 1 – Navn og hjemsted
Stk 1. Foreningens navn er Karlslunde esport.
Stk 2. Foreningen er hjemmehørende i Greve Kommune.
Stk 3. Karlslunde esport er en afdeling af Karlslunde Idrætsforening (KIF), med selvstændig økonomi og er en selvstændig juridisk afdeling under Hovedforeningen.

§2 – Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at udbrede og fremme interessen for esport. Formålet er ligeledes at skabe gode rammer med fokus på fællesskab og med de bedst mulige forhold til udøvelse af esport. Foreningen vil samtidig fremme sundhed og trivsel igennem fysisk aktivitet og håndhævelse af esportens etiske kodeks.

§ 3 – Medlemskab
Stk. 1. Man er medlem, når foreningen har modtaget betaling for medlemskontingent. Der kan optages aktive såvel som passive medlemmer i foreningen, så længe de vil arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Bestyrelsen kan afvise anmodninger om optagelse og kan ligeledes ekskludere medlemmer, der modvirker foreningens formål eller skader dens interesser.

§ 4 – Kontingent
Stk. 1: Kontingentet fastsættes årligt af generalforsamlingen.
Stk. 2: Kontingent kan ikke tilbagebetales.
Stk. 3: Bestyrelsen opkræver kontingent og fastlægger betalingsterminer og opkrævningsform.
Stk. 4: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, slettes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for generalforsamlingen.

§ 5 – Bestyrelsen
Stk. 1. Foreningens anliggender varetages af bestyrelsen, som har følgende sammensætning:
• Formand
• Næstformand
• Kasserer
• Bestyrelsesmedlem
• Bestyrelsesmedlem
• Derudover vælges 2 suppleanter.

Stk. 2. Formanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen i ulige år.
Næstformanden vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen i lige år.
Kasserer vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen i lige år.
Øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen. 1 i ulige år og 1 i lige år.
Suppleanterne vælges for 1 år ad gangen.
Hvis der sker frafald i bestyrelsen, skal en af de 2 suppleanter træde ind. Bestyrelsen skal konstituere sig indtil næste generalforsamling.
På generalforsamlingen vælges desuden 1 revisor. Revisoren er på valg for 2 år. Derudover vælges en revisor suppleant for 2 år ad gangen.
Stk. 3. Bestyrelsesmøder afholdes efter behov og indkaldes af formand eller næstformand. Et bestyrelsesmøde er kun beslutningsdygtigt, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer er til stede. Afgørelser afgøres ved simpel majoritet. Ved stemmelighed er formandens, eller i hans fravær næstformandens, stemme udslagsgivende.
Stk 4. Tegningsberettigede er formand og næstformand i forening, eller formand og kasserer i forening. Der må ikke være mere end en tegningsberettiget person i samme husstand.

§ 6 – Underudvalg
Stk. 1. Der kan oprettes forskellige underudvalg til støtte for bestyrelsen i driften af foreningen. Bestyrelsen tager initiativ til at nedsætte underudvalgene, og har mulighed for at udpege medlemmer til disse underudvalg. Underudvalgene bør bestå af minimum 3 personer.
Stk. 2. Underudvalgene er budgetansvarlige, men har ingen økonomisk beføjelse, udover det af bestyrelsen godkendte budget. Udvalgene har pligt til at holde bestyrelsen orienteret om arbejdet i underudvalgene, samt ret og pligt til at deltage i møder med bestyrelsen. Bestyrelsesformanden kan ikke sidde som formand for et underudvalg. Bestyrelsen kan til en hver tid nedlægge underudvalg, hvis bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt.

§ 7 – Medlemsforhold
Stk. 1. Foreningens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens formue. Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen. Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 8 – Generalforsamling
Stk. 1. Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år senest i april måned og indkaldes ved annoncering på foreningens hjemmeside med angivelse af dagsorden med mindst 14 dages varsel.
Stk. 2. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest inden udgangen af februar måned det pågældende år.
Alle fremmødte medlemmer, der er fyldt 14 år og som har betalt kontingent har stemmeret. Forældre til børn under 14 år har en stemme pr. barn
Stemmer kan kun afgives ved personligt fremmøde. Bestyrelse og trænere er alle stemmeberettigede. Passive medlemmer kan deltage, men har ikke stemmeret på generalforsamlingen.
Stk. 3. Valgbar til bestyrelsen, er enhver der er fyldt 18 år og kan vedgå sig disse vedtægter. Ingen kan vælges mod sin vilje.
Stk. 4. Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal – dog skal vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal. Alle afstemninger afgøres ved håndsoprækning.
Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det eller 3 medlemmer på generalforsamlingen ønsker det samt ved alle kampvalg.
Der føres protokol over vedtagne beslutninger.
Stk. 5. På dagsordenen til den ordinære generalforsamling behandles følgende punkter:

1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
2. Bestyrelsens beretning
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Handlingsplan/aktiviteter
6. Godkendelse af budget og kontingent
7. Valg af bestyrelse og suppleant
8. Valg af revisor
9. Evt.

§ 9 – Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når formanden eller flertallet af bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med den ordinære generalforsamling.

§ 10 Regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Kassereren er ansvarlig for udfærdigelse af foreningens regnskab. Revision foretages mindst 1 gang årligt. Bestyrelsen har ansvaret for fremlæggelse af det reviderede regnskab på generalforsamlingen.

§ 11 Opløsning
Stk. 1. Foreningen kan kun opløses, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede aktive medlemmer i to på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.
Stk. 2. Foreningens formue og materialer tilfalder Karlslunde Idrætsforening.

KARLSLUNDE ESPORT ER EN FORENING FOR GAMERE OG ESPORT-INTERESSEREDE

Foreningens formål er at udbrede og fremme interessen for esport. Ligeledes ønsker vi at skabe gode rammer med fokus på fællesskab og bedst mulige forhold til udøvelse af esport. Vi ønsker også at fremme sundhed og trivsel igennem fysisk aktivitet og håndhævelse af esportens etiske kodeks.